Frankensteins lærling

Heartandbrain

Alle fortællinger har en puls. Bøger, film, spil, you name it, de har alle deres helt egen hjerterytme. Vi ved ret hurtigt, om vi føler os ramt af en historie. Når det sker, er det fordi fortælleren har haft held til at ramme os med en (im)puls, der går lige i hjernebarken. Der er naturligvis mange faktorer, som spiller ind, når vi f.eks. læser en bog: Interesserer temaet os, er den godt skrevet eller fyldt med fejl, er personerne troværdige, er der for mange plothuller og er vi overhovedet i humør til at læse og lytte. Vi er alle læsere, og vi har alle vores egen individuelle smag. Men, men, men … når det er sagt, så er der alligevel noget ekstra, noget udefinerbart mellem linjerne, der hæver nogle fortællere over andre. Men hvad? Det vil jeg komme med et bud på her.

read-between-lines

Hvordan kan du som fortæller arbejde med at skabe den rette puls i din historie? Dygtige forfattere har ikke bare det tekniske på plads, selvom det er nok så vigtigt (og noget man kan arbejde med hele livet). De har også en særlig evne til at skabe liv. Lad mig prøve at  forklare det ved at sætte nogle billeder på.
I vores hjerter sidder der en fantastisk muskel ved navn Sinusknuden. I Den Store Danske er vidunderet beskrevet sådan her:

sinusknude, (lat. nodus sinuatrialis), lille knude af specialiserede muskelceller, der udsender den elektriske impuls, som indleder hvert hjerteslag, se hjerte.

Det jeg gerne vil frem til er, at alle fortællinger har deres egen sinusknude. Når du som fortæller starter en historie, er det dig, der vækker den til live. Din intention er den strøm, som sætter fortællingens hjerteslag i gang. Som en anden Victor Frankenstein vækker du din fortællinger til live og sender dem ud i verden.

VF

Netop intentionen er vigtig for din histories puls og autenticitet. Her tænker jeg ikke kun på de sproglige virkemidler, men også på hele fortællingens gnist, der løber som en understrøm gennem start, midte og slutning. Hvad er din intention? Hvorfor skal du fortælle lige netop denne historie? Du skal give din fortælling strøm nok til, at sinusknuden kan slå helt til sidste punktum. Dit skaberværk skal føles ægte, og det gør det kun, hvis det rent faktisk er det.

Min pointe er i virkeligheden simpel: Hvad banker dit eget hjerte for? Når du skriver din fortælling, skal du være i stand til at skabe liv. Ikke bare mellem siderne, men også i din læsers hjerne. De bedste fortællinger har et stærkt hjerte, der slår kraftfuldt og sender sin strøm ud mellem siderne. For at bruge endnu et billede, så skal den strøm gå direkte i din læsers hjernebro. Det er det sted i hjernen, hvor drømmesignalerne udsendes under REM-søvnen. De største fortællere kan med andre ord både skabe liv og få de vågne til at drømme.

Dreams

Share

And the nominees are …

Nye stemmer

Forlaget Carlsen har udskrevet en stor romankonkurrence , hvor du kan deltage med et manuskript til en YA-roman (Young Adult). Vinderen får ikke bare en forlagskontrakt, men også hovedpræmien på 100.000 kr! Der er noget at spille om …
I den forbindelse er jeg blevet spurgt, om jeg vil være en af de seks dommere, der skal kåre en vinder. Det har jeg sagt ja til af flere grunde. Læs videre her, hvis du vil vide hvilke 😉

ya

Det er vist ikke længere nogen hemmelighed, at YA-litteraturen boomer i disse år. Fænomenet dækker over mange genrer og udmærker sig ved at henvende sig til teenagere og unge voksne. Der er ikke helt enighed om, hvor gamle YA-læsere er, men målgruppen starter i hvert fra 13 år og går op til, ja, måske 25 år. Nogle vil nok sætte grænsen lavere, til f.eks. 18 eller 21 år, men det betyder i virkeligheden ikke så meget. Min erfaring fra biblioteket er, at bøgerne appellerer til unge i alle aldre.

Dragonlance

Uanset hvad, så er det en sjov målgruppe at skrive til. I den alder er man meget påvirkelig og modtagelig, og bøger kan have en fantastisk stor betydning for ens dannelse. Jeg har selv en et helt særligt forhold til bøger som Kaninbjerget (Richard Adams), Skarnbassen flyver i skumringen (Maria Gripe), Dragonlance (Margaret Weis og Tracy Hickman) og Troldmanden fra Jordhavet (Ursula K. LeGuin). Et forhold, der i høj grad er præget af, at jeg læste dem i mine ungdoms år. Når Carlsen søger ‘NYE STEMMER’, der vil skrive til ungdommen, så synes jeg faktisk, det er privilegie, at være med til at vælge en vinder.

Green

Et af de helt store navne på den scene lige nu er John Green, der bl.a. står bag kæmpesucceser som En flænge i himmelen og Paper Towns. Det er dramatiseringer af hverdagslivet anno 2015, men det sjove ved YA er, at det også rummer Hunger Games af Suzanne Collins og 28 dage af David Safier. Endnu grund til, at jeg glæder til at læse de indsendte manuskripter. Der er plads til alle mulige fortolkninger af ungdomslivet i denne store kategori af romaner.

Monster

En af mine største læseoplevelser i år er netop en YA-roman. En, der bestemt også kan læses af voksne læsere. Hvis du endnu ikke har læst Monster af Patrick Ness, så vil jeg hermed anbefale den. Det er ikke en overdrivelse, at det er en genistreg, der smukt blander eventyr, etiske dilemmaer, en indre rejse og et usædvanligt grafisk univers til en helstøbt roman.

Girl-with-a-Balloon-by-Banksy

Jeg har en svaghed for den fantastiske litteratur, men i sidste ende er det ikke dét, der afgør, hvilket manuskript jeg vil pege på.  For mig er det langt vigtigere, at historien har noget på hjerte.
Det vil jeg skrive mere om i mit næste indlæg. Indtil da, Kan du tjekke Carlsens konkurrence ud lige her.

Rigtig god arbejdslyst!

Follow my blog with Bloglovin

Share