Skriver du, hvad du husker?

Dust6

Eller husker du, hvad du skriver?
Erindringen spiller en afgørende rolle, når vi sætter os for at skrive en historie. At vores hukommelse er afgørende, hvis vi vil skrive selvbiografisk, er indlysende, men erindringen er også afgørende for vores fortælling, når vi skriver om andre personer end os selv. Det interessante er, at skriveprocessen ikke alene handler om at sætte ord på erfaring og erindring, men samtidig er en proces, der netop former vores erfaring, og det vi husker. Hvis det er sandt, betyder det, at du, hver gang du sætter dig til tasterne, ikke blot skriver til et publikum, men i ligeså høj grad til dig selv.

Dust2Jeg har skrevet den væk
Du kender sikkert situationen, hvor du udveksler minder med en, som du har delt en virkelig god oplevelse med, og bedst som I nyder the good old times, går det op for jer, at I overhovedet ikke husker det på samme måde. Stemningen, farven på tøjet, hvad der blev sagt, tidspunktet på dagen, hvem der var til stede, ja alt kan pludselig vise sig at være til debat. Erindring er med andre ord ikke et udtryk for ens evne til at gengive fakta, men snarere en livslang proces, hvor minder kan være til forhandling, kan udveksles, forandres og glemmes. I virkeligheden er hele din erindring en lang fortælling i sig selv, og den bliver formet og vedligeholdt i vores møde med andre mennesker. Min pointe er, at det er præcis den proces, du er i gang med, når du skriver historier. Forfatteren Ida Jessens sætter det spidsen i en passage, hvor hovedpersonen erkender, at skriveprocessen langsomt er ved at bemægtige sig hendes erindring:

‘Engang talte jeg med Helle om, hvordan min erindring opsuges i de ting, jeg skriver. Derfor er min hukommelse stort set upålidelig, jeg har skrevet den væk. Mine søstre, der ligger så tæt på mig i alder, husker meget, der er borte for mig. Efter hver bog bliver jeg ramt af en ny serie blackouts. Det hele er i mine bøger, replikker, en mands hældende gang, en bakketop, en svinesti. Mens min erindring fortegnes og anvendes og bliver til lange knudrede historier, er mine søstres generøse og anekdotiske, fulde af latter eller glæde.’
– Fra bogen Ramt af ingenting af Ida Jessen

Dust7At skrive sig selv
Hvorfor er det overhovedet interessant for en forfatter, at hans eller hendes erindringen ikke er en konstant, men snarere er under konstant påvirkning? Det er det, fordi forholdet mellem forfatteren og hans værk bliver til en gensidig udveksling. I det øjeblik du skriver, former du ikke bare ord til sætninger og sætninger til en historie, men også dit eget syn på verden. Du stiller skarpt og filtrerer din erfaring. Du bliver klogere på dig selv, men du er samtidig nødt til at have blik for, at du undervejs kan risikere at låse dig selv fast som fortæller. Det kan ikke undgås, at det du vælger at skrive om, vil forme dig som person.

Dust1Hold øje med din udvikling
Temaer vil begynde at dukke op i dit forfatterskab, og du vil måske opleve, at du ikke engang har valgt dem bevidst. Det er din kondensere erindring med hele dens hær af udkrystalliserede værdisæt, der kommer til live. Det er en fantastisk oplevelse, og en af grundende til at jeg aldrig bliver træt af at skrive. Men vær på vagt! Mens du bliver klogere på dig selv og dine nyvundne færdigheder som forfatter, skal du hele tiden forholde dig kritisk til din erindring. Du giver den struktur, men du må aldrig låse dig selv i et fast mønster. Vær åben, og lad sproget udfolde sig gennem din erfaring, så du altid kan udvikle dig som fortæller.

Dust5The creepiest thing about stories
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af den amerikanske musiker, performer og fortæller Laurie Anderson. Hun er et forbillede i den forstand, at hun aldrig er stivnet i sit udtryk, men altid har formået at bevare sin nysgerrighed og eksperimenterende tilgang. En af hendes temaer er netop erindringen og mindernes betydning for, hvem vi er. Hun beskriver meget præcist den følelse, som en person kan stå med, når han eller hun opdager, at erindringen på en gang er flygtig og  samtidig definerende for, hvem man er.

‘And that is what I think is the creepiest thing about stories. You try to get to the point you’re making, usually about yourself or something you learned, and you get your story, and you hold on to it, and every time you tell it, you forget it more.’
A Story About a Story, Laurie Anderson fra albummet Heart of a Dog

Skrivning indeholder mange facetter, og erindringens rolle er helt central. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at erindringen er selve det materiale vi sliber på, når vi former vores fortælling. Med det billede vil jeg opfordre dig til altid at arbejde med skabe den smukkest tænkelige diamant. Den sidder nemlig lige inde i din egen bevidsthed og skinner. Glem det nu ikke.
Dust 8

(Alle billederne er taget af den prisbelønnede fotograf Olivier Valsecchi. Se hans galleri her: http://www.oliviervalsecchi.com/)

Share