Kategoriarkiv: erfaring

Skrivebords method acting

Har netop lavet en liste med personer (og det der ligner) i Traia Trilogiens tre bøger. Jeg er ved at binde de sidste tråde, så jeg vil være sikker på, at der ikke er nogen løse ender.
Det er lidt overvældende at gå sit persongalleri igennem og på den måde blive mindet om, hvor mange følelser jeg har lagt i skabelsen af de enkelte personer.
Når jeg skriver, prøver jeg at sætte mig i deres sted. Hvis jeg ikke kan se dem for mit indre blik, er der noget galt. Jeg skal kunne mærke deres irritation, vrede, ømhed, angst, bekymring og begejstring og samtidig være i stand forstå, hvad der driver dem.
Det kan ind imellem skabe nogle lidt bizarre situationer, hvor jeg sidder derhjemme alene ved skrivebordet og flæber, fordi en af de personer, jeg godt kan lide, netop er ved at dø. Vel at mærke noget, jeg selv har besluttet, skal ske.
Med denne form for ’skrivebords method acting’ håber jeg på at kunne sætte mine læsere i den samme stemning. Jeg ved, at nogle forfattere sætter en dyd i at være mere nøgterne, når de skriver, men indlevelsen er en stor drivkraft for mig. Episk fantasy kalder jo netop på de store følelser. Sejre og nederlag må gerne kunne mærkes mellem linjerne.
Det er også en af grundene til, at det har trukket ud med tredje bog. Den udvikling personerne gennemgår kan ikke skrives i en ruf. Det tager tid, fordi modningen skal foregå gennem mig og min visualisering af historien. Til gengæld er det meget tilfredsstillende, når de enkelte dele i fortællingens mekanik falder i hak og personernes livsbaner bliver tydelige. Noget som meget gerne skulle skinne igennem linjerne, når læseren tager turen på egen hånd. Det bliver en milepæl at give det videre.

(Billede af erikshoemaker.deviantart.com)

Share

FebruaryFICTION

Share it
Det er nu 9 dage siden, at jeg søsatte FebruaryFICTION, og for hver dag, der går, stiger mine forventninger til startskuddet d. 1. februar.

Blik og besættelse
Historier er en del af enhver forfatters måde at se verden på. Jo mere du skriver, des mere trænet bliver dit blik, indtil du når et punkt, hvor du ser scener, episoder og fortællinger alle vegne. Ord og sætninger bliver en del af dit åndedræt, sniger sig ind i dit blodomløb og besætter din hjerne med ideer og formuleringer. Havde du nu været tegner, ville du lave skitser, men hvad gør en forfatter(spire), når ideerne hober sig op? Selv tager jeg noter, laver små fedtede sedler eller kæmper med at organisere mine guldkorn digitalt. Men det er ikke altid lige tilfredsstillende, og det tjener ikke til at skærpe mit blik endnu mere.
Gaze
En lille, stor skriveudfordring
Noget af det bedste litteratur, jeg har læst, evner at formidle forfatterens eget blik, ikke ved lange forklaringer, men med alt det, der ikke står. Alt det interessante står mellem linjerne, og jeg bliver som læser udfordret og opfordret til indlevelse. Det er bestemt sværere, end det lyder. Det er dog en evne alle fortællere kan træne, og det er netop derfor, at FebruaryFICTION giver mening. Her skal du med færre end 100 ord fortælle en historie, hvor læseren inddrages og oplever en kortvarig intensitet, og du skal gøre det hver dag i en måned … eller hver anden dag eller måske bare hver uge i februar. Men gør det. Tving dig selv til at arbejde med et lille rum, med få ord.improve-my-writing-skills-baby-shoes-never-worn
Præcisionsskrivning
Begrænsningerne i udfordringen er med til at skærpe dit blik som forfatter og fortæller. Historierne skal ikke være højtravende, men de må gerne være præcise. For at de kan blive det, er du nødt til at være fokuseret, når du skriver. Hvad er det egentlig, du gerne vil sige? Hvor skal din lille historie slutte, og hvad er pointen med den (læs evt. Frankensteins lærling for mere fra samme skuffe)? Du kan naturligvis vælge at skrive ud fra din intuition, men det ændrer ikke på, at du skal have en stærk fornemmelse af, hvilken følelse, du vil have frem. Det vil ikke lykkes hver gang, men når det gør, er du ikke i tvivl. Frem for alt, er det vigtigste, at du prøver. Giv ikke op, fordi det ikke lige flasker sig i starten. Micro fiction er en speciel disciplin, men også en, du kan lære virkelig meget af.
Shadow
Februar er lig med udvikling
Februar er for dig, der tør udfordre dig selv som fortæller og forfatter, eller dig , der gerne ville træne at kunne forvandle dit blik til ord. Det er derfor, jeg tog initiativ til at lave FebruaryFICTION. Så vi kan blive bedre til vores fag eller hobby, eller hvad du nu kalder din trang til at lege med ord. Og selvfølgelig skal det deles. Mit håb er, at det vil blive en kilde til inspiration, ikke bare til andre skrivende, men også alle dem, der bare godt kan lide at læse en god historie. Og for at være helt ærlig, er det så ikke lige præcis dét, vi har brug for i februar?Februaryfiction

Share

Kroppens nøgler

Det sker for alle. Måske har du selv prøvet det? Du er godt i gang med din fortælling, og pludselig eller ganske langsomt går du i stå. Løsningen kunne være at parkere den rationelle hjerne og bruge din intuitive krop.

Kognitive-transformation-by-Ben-Tolman-4Når alle døre er låst
Årsagerne kan være mange. Måske har du ramt et punkt i din historie, hvor du synes, at du mister følingen med din hovedperson. Måske er det lige gået op for dig, at du har et irriterende og meget synligt hul i dit plot. Du prøver at skrive dig ud af det, for du er en disciplineret forfatter og din tid er kostbar, men lige meget hjælper det. Hver gang du genlæser, det, du har lavet, mister du modet. Alle døre er låst, og du kan ikke finde nogen vej ind til løsningen. Faktisk oplever du, at jo mere du kæmper med din tekst, des sværere bliver det.
Uanset hvor god en ide du har til din bog, og uanset hvor velforberedt du er, før du går i gang, er det uundgåeligt, at du en gang i mellem vil køre fast i din historie.

Magiske fem kmKognitive-transformation-by-Ben-Tolman-2
Jeg er selv i den situation, at jeg skal samle trådene fra mine to første bøger i et tredje og forløsende bind. Der er mange personer, motiver og plots, der skal gå op i en højere enhed. Jeg er imidlertid ikke interesseret i at skrive en murstensroman på 750 sider, fordi jeg ikke kan begrænse mig. Det betyder, at min fortælling skal være stram og trimmet, så den ikke laver sideskud i alle retninger. Derfor render jeg somme tider ind i en blindgyde, hvor jeg kan se, at jeg får brug for flere kapitler, end godt er. Min løsning er enkel: Jeg løber en tur. Ikke en lang tur, men gode fem kilometer, hvor jeg tænker situationen igennem. Hvad der sker i min hjerne er ren magi. Nye løsninger og ideer dukker frem af ingenting, og der er som om min krop intuitivt leder min hjerne hen til den åbning, som jeg ikke kunne finde foran skærmen eller papiret.

Kognitive-transformation-by-Ben-Tolman-3Du er din egen låsesmed
God litteratur er noget, der skal låses op for. Min egen erfaring er, at en velskrevet og velstruktureret historie kræver tid.  Du er med andre ord nødt til at være tålmodig med at finde de nøgler, der låser op til de elegante løsninger. Det sjove er, at du allerede går rundt med dem, men at de kan ligge skjult i dit sind. Jeg har tidligere brugt metaforen med nøgler og døre til sindet i mit indlæg At skrive – hurtigt og langsomt, men det er ikke altid nok, at være opmærksom på sindet. En gang i mellem er det bedre at slippe tasterne eller pennen og lave noget helt andet. Jeg løber en tur, men måske kommer løsningerne til dig, mens du vasker op eller graver i haven.

Verden gennem et nøglehulKognitive-transformation-by-Ben-Tolman-1
Det er i det øjeblik, hvor det går op for dig, at det, du prøver at skrive, kun er en del af det samlede billede. Du tror, at du ser dit kapitel klart og tydeligt, men når du træder et skridt tilbage, ser du, at du hele tiden har stået med øjet på et nøglehul. I stedet skal du åbne døren helt op, så du kan få overblikket og øje på helheden. Kunsten er at vide, hvornår du skal træde et skridt tilbage. Det er ikke let, men det er noget, vi alle kan blive bedre til. Jeg er selv blevet mere opmærksom på at følge mine egne fornemmelser og ikke mindst min intuition. Ikke forstået som en mystisk kraft, der påvirker mig udefra, men snarere det modsatte, som en indre katalysator for erkendelse. Din forfatter-intuition er med andre ord en muskel, du kan træne gennem ophobning af erfaring og opmærksomhed. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Så skriv, læs, vurder, rediger, vurder, rediger, løb, skriv, skriv, skriv, læs …
Og husk nu en gang imellem at stoppe op og nyde udsigten.

Kognitive transformation by Ben Tolman
Kognitive transformation af Ben Tolman

 

Share

Skriver du, hvad du husker?

Dust6

Eller husker du, hvad du skriver?
Erindringen spiller en afgørende rolle, når vi sætter os for at skrive en historie. At vores hukommelse er afgørende, hvis vi vil skrive selvbiografisk, er indlysende, men erindringen er også afgørende for vores fortælling, når vi skriver om andre personer end os selv. Det interessante er, at skriveprocessen ikke alene handler om at sætte ord på erfaring og erindring, men samtidig er en proces, der netop former vores erfaring, og det vi husker. Hvis det er sandt, betyder det, at du, hver gang du sætter dig til tasterne, ikke blot skriver til et publikum, men i ligeså høj grad til dig selv.

Dust2Jeg har skrevet den væk
Du kender sikkert situationen, hvor du udveksler minder med en, som du har delt en virkelig god oplevelse med, og bedst som I nyder the good old times, går det op for jer, at I overhovedet ikke husker det på samme måde. Stemningen, farven på tøjet, hvad der blev sagt, tidspunktet på dagen, hvem der var til stede, ja alt kan pludselig vise sig at være til debat. Erindring er med andre ord ikke et udtryk for ens evne til at gengive fakta, men snarere en livslang proces, hvor minder kan være til forhandling, kan udveksles, forandres og glemmes. I virkeligheden er hele din erindring en lang fortælling i sig selv, og den bliver formet og vedligeholdt i vores møde med andre mennesker. Min pointe er, at det er præcis den proces, du er i gang med, når du skriver historier. Forfatteren Ida Jessens sætter det spidsen i en passage, hvor hovedpersonen erkender, at skriveprocessen langsomt er ved at bemægtige sig hendes erindring:

‘Engang talte jeg med Helle om, hvordan min erindring opsuges i de ting, jeg skriver. Derfor er min hukommelse stort set upålidelig, jeg har skrevet den væk. Mine søstre, der ligger så tæt på mig i alder, husker meget, der er borte for mig. Efter hver bog bliver jeg ramt af en ny serie blackouts. Det hele er i mine bøger, replikker, en mands hældende gang, en bakketop, en svinesti. Mens min erindring fortegnes og anvendes og bliver til lange knudrede historier, er mine søstres generøse og anekdotiske, fulde af latter eller glæde.’
– Fra bogen Ramt af ingenting af Ida Jessen

Dust7At skrive sig selv
Hvorfor er det overhovedet interessant for en forfatter, at hans eller hendes erindringen ikke er en konstant, men snarere er under konstant påvirkning? Det er det, fordi forholdet mellem forfatteren og hans værk bliver til en gensidig udveksling. I det øjeblik du skriver, former du ikke bare ord til sætninger og sætninger til en historie, men også dit eget syn på verden. Du stiller skarpt og filtrerer din erfaring. Du bliver klogere på dig selv, men du er samtidig nødt til at have blik for, at du undervejs kan risikere at låse dig selv fast som fortæller. Det kan ikke undgås, at det du vælger at skrive om, vil forme dig som person.

Dust1Hold øje med din udvikling
Temaer vil begynde at dukke op i dit forfatterskab, og du vil måske opleve, at du ikke engang har valgt dem bevidst. Det er din kondensere erindring med hele dens hær af udkrystalliserede værdisæt, der kommer til live. Det er en fantastisk oplevelse, og en af grundende til at jeg aldrig bliver træt af at skrive. Men vær på vagt! Mens du bliver klogere på dig selv og dine nyvundne færdigheder som forfatter, skal du hele tiden forholde dig kritisk til din erindring. Du giver den struktur, men du må aldrig låse dig selv i et fast mønster. Vær åben, og lad sproget udfolde sig gennem din erfaring, så du altid kan udvikle dig som fortæller.

Dust5The creepiest thing about stories
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af den amerikanske musiker, performer og fortæller Laurie Anderson. Hun er et forbillede i den forstand, at hun aldrig er stivnet i sit udtryk, men altid har formået at bevare sin nysgerrighed og eksperimenterende tilgang. En af hendes temaer er netop erindringen og mindernes betydning for, hvem vi er. Hun beskriver meget præcist den følelse, som en person kan stå med, når han eller hun opdager, at erindringen på en gang er flygtig og  samtidig definerende for, hvem man er.

‘And that is what I think is the creepiest thing about stories. You try to get to the point you’re making, usually about yourself or something you learned, and you get your story, and you hold on to it, and every time you tell it, you forget it more.’
A Story About a Story, Laurie Anderson fra albummet Heart of a Dog

Skrivning indeholder mange facetter, og erindringens rolle er helt central. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at erindringen er selve det materiale vi sliber på, når vi former vores fortælling. Med det billede vil jeg opfordre dig til altid at arbejde med skabe den smukkest tænkelige diamant. Den sidder nemlig lige inde i din egen bevidsthed og skinner. Glem det nu ikke.
Dust 8

(Alle billederne er taget af den prisbelønnede fotograf Olivier Valsecchi. Se hans galleri her: http://www.oliviervalsecchi.com/)

Share

Oh muse, giv mig et los i røven!

Michael Leis
Billede af Michael Leis

Døtre af Erindringen
Muser er et yndet motiv i digtekunsten, et motiv, der ofte har med kvinder at gøre. Og det er kun helt naturligt, for muserne er jo netop gudinder, døtre af Zeus og Mnemosyne. Allerede Homer påkaldte sig deres opmærksomhed i sit episke værk Iliaden, og siden da er det gået slag i slag med påkaldelserne. Mon ikke de fleste forfattere på et tidspunkt har givet muserne en tanke eller måske endda har anråbt dem om inspiration.

Det ville med Homers egne ord lyde sådan her:

‘Sig mig nu, Muser, som bor i Olympens strålende sale,
I er gudinder, er overalt og har viden om alting,
vi kan kun lytte til sagn og ved ikke noget med vished …’
Homers Iliade ved Otto Steen Due, II, 484-486

Aaron Draper
Billede af Aaron Draper

Et guddommeligt blik
Muserne blev regnet for at være alvidende og i stand til at skue både frem og tilbage i tid. Du skal forestille dig, at Homer selv levede i en tid, hvor det at være i stand til at huske ting var altafgørende for dets chancer for at overleve. Meget lidt blev skrevet ned, og det er faktisk en af grundende til, at Iliaden og Odysseen begge er overleveret i versform (ved navn heksameter, hvis nogen skulle være interesseret). De to store fortællinger har været overleveret mundtlig i generationer, og versemålet har gjort det lettere at huske. Musernes moder var netop Mnemosyne, hvis navn betyder ‘Erindringen’. Så er det på plads.

Boe Marion
Billede af Boe Marion

Hukommelsestab
De udfordringer behøver vi ikke længere forholde os til i dag. Ikke på samme måde i hvert fald. I vores tid er det snarere det omvendte, der gør sig gældende. Mængden af informationer vi bliver bombarderet med accelerer hele tiden, samtidig med at vi træner vores hukommelse mindre og mindre. Vi bruger i større og større grad maskiner til at lagre eller huske informationer for os. Ingen ved sine fulde fem ville forsøge at lære hverken Iliaden, Odysseen eller en hvilken som helst anden bog udenad. I dag er det snarere en dyd at kunne sortere effektivt i informationsstrømmen, at kunne plukke det væsentlige ud på kortest mulige tid. Men hvad med muserne? Hvad er deres rolle i dag, hvis alle går rundt og føler sig alvidende?

Elena Kalis
Billede af Elena Kalis

Musen min
Jeg har altid tænkt på min smukke viv, som min muse. Det kan måske lyde som en gang romantisk pladder, men det er skam meget mere end det. En vaskeægte muse skal netop kunne være det modsatte af romantisk! For mig skal en muse være en person, der er modig nok til at være ærlig. Musen skal ikke være hjerteløst ærlig, men hård når det er nødvendigt, og opmuntrende når der er behov for det. Hun skal giv mig et los i røven, hvis jeg går i selvsving over min tekst eller af uransaglige årsager mister mit fokus. Når jeg løber ind i en intet-af-det-jeg-laver-er-godt-nok-krise, ser min muse det og skubber mig ind på rette spor igen. Og endelig kan min muse også fungere som sparringspartner omkring svære beslutninger eller dilemmaer. Bevares, jeg anråber hende ikke ligefrem, men jeg ved, hvor svært det ville være, hvis hun ikke var der.

Emir Özşahin
Billede af Emir Özşahin

Åbenbaret erfaring
Musen er med andre ord én, der åbenbarer noget for dig. Det er ikke noget overjordisk eller udefrakommende, men slet og ret de bedste sider af dig selv (og din erindring), hun viser dig. Erindringens datter åbner for inspiration, der ligger gemt i din erfaring. Min muse er til tider min direkte inspirationskilde (også i romantisk forstand), men frem for alt er hun en, der baner vej for min skabertrang. Det er ikke ulig mine bedste øjeblikke i naturen, hvor noget i mit kranie tipper og lander i vater. Ting falder på plads, skrumper ind og udvider sig, bliver til nye skud på min fortælling og lige dér, er jeg i et øjebliks balance, måske endda i flow. Når det sker, kan jeg mærke en helt særlig ro, og så er det bare med at komme til tasterne!

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Share