Kategoriarkiv: inspiration

Skrivebords method acting

Har netop lavet en liste med personer (og det der ligner) i Traia Trilogiens tre bøger. Jeg er ved at binde de sidste tråde, så jeg vil være sikker på, at der ikke er nogen løse ender.
Det er lidt overvældende at gå sit persongalleri igennem og på den måde blive mindet om, hvor mange følelser jeg har lagt i skabelsen af de enkelte personer.
Når jeg skriver, prøver jeg at sætte mig i deres sted. Hvis jeg ikke kan se dem for mit indre blik, er der noget galt. Jeg skal kunne mærke deres irritation, vrede, ømhed, angst, bekymring og begejstring og samtidig være i stand forstå, hvad der driver dem.
Det kan ind imellem skabe nogle lidt bizarre situationer, hvor jeg sidder derhjemme alene ved skrivebordet og flæber, fordi en af de personer, jeg godt kan lide, netop er ved at dø. Vel at mærke noget, jeg selv har besluttet, skal ske.
Med denne form for ’skrivebords method acting’ håber jeg på at kunne sætte mine læsere i den samme stemning. Jeg ved, at nogle forfattere sætter en dyd i at være mere nøgterne, når de skriver, men indlevelsen er en stor drivkraft for mig. Episk fantasy kalder jo netop på de store følelser. Sejre og nederlag må gerne kunne mærkes mellem linjerne.
Det er også en af grundene til, at det har trukket ud med tredje bog. Den udvikling personerne gennemgår kan ikke skrives i en ruf. Det tager tid, fordi modningen skal foregå gennem mig og min visualisering af historien. Til gengæld er det meget tilfredsstillende, når de enkelte dele i fortællingens mekanik falder i hak og personernes livsbaner bliver tydelige. Noget som meget gerne skulle skinne igennem linjerne, når læseren tager turen på egen hånd. Det bliver en milepæl at give det videre.

(Billede af erikshoemaker.deviantart.com)

Share

Fantasy kan også inspirere

Om fantasy kan regnes for at være lødig litteratur for voksne har været debatteret en del, senest med Kristian Leths indlæg ‘Sci-fi og fantasy er også litteratur’. Han vælger en klassisk vej i sin argumentation, nemlig at fremhæve alle de store (udenlandske) navne, der gennem tiden har bidraget til genren. Dem er der mange af, og mange af dem er rigtig nok (aner)kendte forfattere. Jeg forstår Kristian Leths ønske om at legitimere genren og gøre den litterær, og det er også en vigtig argumentation. Men jeg tror desværre, at det preller af på forlagene og anmelderne. Jeg vil i stedet prøve at tegne et billede af, hvordan jeg oplever den litterære scene, som en der skriver om vogtere, orber, sværdkampe, magi og hævngerrige guder – altså episk fantasy.

Jeg fik mange flotte udtalelser med på vejen til mit første manuskript (Natdværgen), og forlagene syntes ofte at det var interessant og velfortalt, men men men ingen ville udgive det. Hvorfor? Hovedargumentet var, at der ikke var et marked for fantasy til voksne i DK. Man mente med andre ord ikke, at det var en god forretning. At markedet er hårdt, ikke mindst set i lyset af det stigende antal bøger på markedet, digitalisering mm., kan der ikke herske tvivl om, men jeg har altid fornemmet en underliggende usikkerhed hos forlagene, der ikke kun bundede i økonomiske argumenter. Jeg tror, at en del af forklaringen skal findes i et litterært miljø, hvor monokulturer dyrkes med stor succes.

Jeg savner en opmærksomhed på genremæssig diversitet i det danske litterære habitat. I naturen er diversitet et udtryk for et sundt og levende miljø, hvor mange arter skaber stærke økosystemer. Fantasy, horror og sci-fi er bare ikke en del af det danske litterære økosystem på samme måde, som det er det i mange andre lande. Det er en skam, for jeg er overbevist om, at den danske litterære scene ville have godt af at få sat lidt flere arter ind i reservatet. Vi har brug for en større gensidig påvirkning af genrer, hvis vi også fremover vil kunne præsentere værker, der kan gøre litteraturen aktuel og vedkommende.
Og ja, det gælder begge veje. Fantasygenren har også brug for inspiration den anden vej. Jeg opsøger helt bevidst værker, der intet har med fantasy at gøre, fordi jeg ved, at det vil gøre mine egne bøger bedre. Det bliver f.eks. lettere at styre uden om klicheer og stereotyper. Jeg ville ønske, at flere forfattere gjorde det samme med genrerne fantasy, horror og sci-fi, altså læste dem. Hvis der kommer en større respekt for hinandens arbejde, kommer legitimeringen af sig selv. Så behøver vi ikke referere til Philip K. Dick, Ursula Le Guin og alle de andre kæmper, vi står på skuldrene af.

Det er altså ikke alene forlagenes skyld, at fantasy for voksne ikke er større i Danmark. Vi kommer ikke uden om, at der også er en helvedes masse snobberi omkring litteratur. Det er på engang dejligt befriende og samtidig rasende indskrænkende. Befriende, fordi litteraturen er et sted, hvor der gerne må være meget højt til loftet. Indskrænkende, fordi det hurtigt udvikler sig til en konkurrence om at have den rigtige smag og dermed om have patent på at kunne læse et værk på ‘en-højt-til-loftet-måde’. I denne sammenhæng bliver episk fantasy ofte defineret som i gulvhøjde, hvilket ikke medfører nogen prestige i læsningen.

Der er m.a.o. en masse fordomme forbundet med fantasygenren, som jeg håber bliver nedbrudt med tiden. Jeg har længe følt, at jeg skulle undskylde lidt, når jeg fortalte, at jeg skrev fantasy, men det må være slut nu. Jeg lægger ligeså meget sproglig omhu, bruger ligeså meget tid på fortælletekniske virkemidler, laver ligeså meget research og arbejder ligeså meget med mine karakterer som alle andre forfattere. I en lang periode troede jeg, at jeg var nødt til at vise, at jeg var sprogligt bevidst og litterært engageret, hvis mine værker skulle tages alvorligt. Nu tror jeg i stedet, at jeg skal til at sige: ‘ Du skulle tage og læse dem.’

Share