Kategoriarkiv: ord

Magisk 7

En dag i evigheden
Den flyver fra planet til planet. Fuglen med stjerner under vingerne og et vingefang, der bliver større dag for dag, ja minut for minut. Den ser gennem galakserne, lander på en måne og hakker efter halen på en komet. Hvor ville jeg gerne prøve at sidde på dens ryg, dykke gennem tåger og svæve vægtløst. Jeg ville male nordlyset frem og flyve om kap med satellitterne. Det er koldt, og jeg beder om at blive kørt indenfor. Min ven løfter mig i seng. Et øjeblik er jeg næsten vægtløs, og når jeg lukker øjnene, kan jeg høre lyden af vingeslag.
#februaryfiction

Share

Magisk 6

Eller er det?
Varmdisen forvrænger landskabet. Han holder tomlen op. Alting sitrer i varmen, og hans hjerne føles, som om den er ved at koge over. Endnu en bil stopper. Hvor skal du hen? Jeg ved det ikke, svarer han. Kan ikke huske det længere. Bilen kører. Uden ham. Igen. Måske er han død? Det hele er uklart. Så pokkers varmt. Der var et lys. Og en tunnel? Usikkert. Minder? Eller oplevelser? Han skal et sted hen. Det er livsvigtigt. Eller er det? Bilen stopper, og da han ser hendes ansigt, forstår han. Det var ikke meningen, han skulle rejse alene.
#februaryfiction

Share

Magisk 5

Mea culpa
Ja, jeg er ond. Helt igennem modbydeligt ond. Jeg benægter det ikke, men føler mig nødsaget til at understrege sagens nødvendighed. For det er en sag. En god sag. Én, der er værd at kæmpe for. Ondskaben altså. Du må gerne hade mig. Det er i orden. Faktisk sætter jeg pris på dit had. Den er mit brændstof. Man kan vel nærmest sige, at had er det, der motiverer mine handlinger. Kig i mine øjne. Hvad ser du? Din undergang vil jeg tro.
‘Ved alle hede helveder! Mefistoles! Har du nu ladet Barbie være alene med djævledukkerne igen?’
#februaryfiction

Share

Magisk 4

Cerebrale forviklinger
Hun fejer endnu et slør til side. En trappe! Den forsvinder ned i mørket. Hun sukker, men går alligevel tættere på. OMFG. At vende om er desværre ikke længere en mulighed. Det er for sent. Hun var nær aldrig kommet ud af labyrinten. En labyrint! Når hun får fat i Henriette, så… Det er jo ikke fordi, hun ikke vil udfordre sig selv. Det her er bare langt ude. Seks hundrede og seksogtres trin senere træder hun ud i et rum fyldt med døre. You gotta be kidding! Du skal dybere endnu, sagde de, men hvordan fanden kommer man tilbage?
#februaryfiction

Share

Magisk 3

Reflektioner
Han ser sine øjne i knivens blanke klinge. En reflektion, en påmindelse, en kommando. Hans hånd hænger over skæftet som en vingeskudt krage. Rystende, klam af sved. Hvis han ikke gør det, vil det hele være spildt. Den føles tung i hans hånd. Spejlingen er tydelig. Dér, lige bag ham står væsnet og ler hånligt. Det er endnu mere ækelt, end han havde forestillet sig. Alle de år, alle de liv. Nu må det ende. Så hører han stemmen, der kalder: ‘Faar, er det dig?’ Bladet splintrer illusionen. Blodet løber ud af ham. En dag vil hun forstå.
#februaryfiction

Share

Magisk 2

Vægten af ord
Lortefugl! Kom her! Han hugger efter den med kniven. Den flakser op og skriger højt: ‘Hjælp, han dræber mig’. Et fucking ekko. Hvorfor skulle kællingen også lære den at tale? Det beviser ikke noget. Det er bare en fugl. Men han kan mærke, at det er bedst, hvis den dør. Nu. Han hugger vildt omkring sig. Dolker bøgerne i reolen. Alle hendes åndsvage bøger. De skal også dø. Kniven borer sig ind i den sorte ryg – Necro-etellerandet. Hendes yndlingsbog. Lige dér sker der noget med fuglen. Og bogreolen. Den knuser ham under papir og hylder. ‘Hjælp, han dræber mig.’
#februaryfiction

Share

Magisk 1

Vielsesringen
Hun tændte lyset. Nu igen? Ringen lå på køkkenbordet og glimtede bebrejdende. Men hun havde lige solgt den til guldsmeden for en time siden. Kunne hun da aldrig slippe af med den idiot? Lod den ligge, lavede the og låste døren. Denne gang ville hun ikke tage den på igen. Aldrig mere. Hun måtte stå fast. Hendes mand var selv ude om det. Fjols. Hvorfor skulle han også absolut rode i hendes sager? Og så plage hende bagefter. En reportage. Hvad fanden tænkte han på? Hvor naiv har man lov at være? Selvfølgelig måtte han ikke komme med til Bloksbjerg.
#februaryfiction

Share

Norrøn 10

Slægten
Metaldetektoren ligger på jorden. Solveig holder smykket op foran sig. Hun puster forsigtigt på det og børster jorden af. Det forestiller en ravn. Wauw. Der går et gys gennem hende. Den er helt sikkert ægte. Yes! Nu kommer hendes navn på listen inde på Nationalmuseet. Hun læner sig op ad stengærdet. En flok fugle letter bag hende. Chok. Hvor kom de fra? Måske vil hun slet ikke aflevere det. Ravnesmykket gør noget ved hende. Hun smiler og drister sig til at tage det om halsen. Det føles rigtigt. Hun ser slet ikke den enøjede ulv, der betragter hende fra skovbrynet.
#februaryfiction

 
 
 
Share

Norrøn 9

Træl
Hoder løber. Drengens ånde danner små, hvide skyer. Stødvist. Som spyddet i hans onde drømme. Ravnen dingler fra kæden i hans hånd. Nu er den hans. Har altid været det. De tog den fra hans far. Aldrig mere, lover han sig selv. Nu er han fri. Øksen lyner, blodet spildes. Tårerne løber, og han forbander dem. Han vil være stærk, som Thor og hård som Tyr. Kulden bider i hans ansigt. Benene under ham svigter. Han falder. Ser sig tilbage. Lytter, men hans bryst dunker så højt. Stemmer. Nogen råber højt. Hoder springer op og løber. Ud mod næsset. Måske kan han gemme sig i sivene. Kort efter er han halvvejs. Men mændene har allerede set ham. Deres bytte kan ikke længere slippe væk. Han vender sig og skriger i raseri.
”Odin forbande jer!”
Han synker i knæ. Sorte fugle letter i skoven bag mændene. Frihed. Han smager på ordet. Så ser han den. Ulven. Den er stor. Mørk. En af mændene råber og trækker sit sværd, men den kyser ham væk. Dyret lunter gennem sneen og ud mod næsset. Stopper og stirrer på drengen. Hoder rejser sig og tager sin faders halskæde på. Ulven. Den mangler sit ene øje.
#februaryfiction

Share

Norrøn 8

Nornens lune
Han knuger kniven. Trækker sig gennem sneen med insisterende skridt. Blodhævn. Det er ikke fordi, han byder drabet ind. Det kan bare ikke være anderledes. Leifs søn må dø. Knægten er god med et sværd. Han nødt til at overraske ham. En kniv i ryggen er ikke hans måde, men det kan ikke være anderledes. Kulden bider, og han ser ikke slaget, der slår ham til jorden. Tre mod en. Hans blod vil blive spildt i dag. Krigeren, der redder ham, er som en vinterstorm. Hård og ubarmhjertig. Han tager hans hånd og ser sønnen smile.
”Du tabte din kniv.”
#februaryfiction

Share