Frankensteins lærling

Heartandbrain

Alle fortællinger har en puls. Bøger, film, spil, you name it, de har alle deres helt egen hjerterytme. Vi ved ret hurtigt, om vi føler os ramt af en historie. Når det sker, er det fordi fortælleren har haft held til at ramme os med en (im)puls, der går lige i hjernebarken. Der er naturligvis mange faktorer, som spiller ind, når vi f.eks. læser en bog: Interesserer temaet os, er den godt skrevet eller fyldt med fejl, er personerne troværdige, er der for mange plothuller og er vi overhovedet i humør til at læse og lytte. Vi er alle læsere, og vi har alle vores egen individuelle smag. Men, men, men … når det er sagt, så er der alligevel noget ekstra, noget udefinerbart mellem linjerne, der hæver nogle fortællere over andre. Men hvad? Det vil jeg komme med et bud på her.

read-between-lines

Hvordan kan du som fortæller arbejde med at skabe den rette puls i din historie? Dygtige forfattere har ikke bare det tekniske på plads, selvom det er nok så vigtigt (og noget man kan arbejde med hele livet). De har også en særlig evne til at skabe liv. Lad mig prøve at  forklare det ved at sætte nogle billeder på.
I vores hjerter sidder der en fantastisk muskel ved navn Sinusknuden. I Den Store Danske er vidunderet beskrevet sådan her:

sinusknude, (lat. nodus sinuatrialis), lille knude af specialiserede muskelceller, der udsender den elektriske impuls, som indleder hvert hjerteslag, se hjerte.

Det jeg gerne vil frem til er, at alle fortællinger har deres egen sinusknude. Når du som fortæller starter en historie, er det dig, der vækker den til live. Din intention er den strøm, som sætter fortællingens hjerteslag i gang. Som en anden Victor Frankenstein vækker du din fortællinger til live og sender dem ud i verden.

VF

Netop intentionen er vigtig for din histories puls og autenticitet. Her tænker jeg ikke kun på de sproglige virkemidler, men også på hele fortællingens gnist, der løber som en understrøm gennem start, midte og slutning. Hvad er din intention? Hvorfor skal du fortælle lige netop denne historie? Du skal give din fortælling strøm nok til, at sinusknuden kan slå helt til sidste punktum. Dit skaberværk skal føles ægte, og det gør det kun, hvis det rent faktisk er det.

Min pointe er i virkeligheden simpel: Hvad banker dit eget hjerte for? Når du skriver din fortælling, skal du være i stand til at skabe liv. Ikke bare mellem siderne, men også i din læsers hjerne. De bedste fortællinger har et stærkt hjerte, der slår kraftfuldt og sender sin strøm ud mellem siderne. For at bruge endnu et billede, så skal den strøm gå direkte i din læsers hjernebro. Det er det sted i hjernen, hvor drømmesignalerne udsendes under REM-søvnen. De største fortællere kan med andre ord både skabe liv og få de vågne til at drømme.

Dreams

Share

En tanke om “Frankensteins lærling”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *