Norrøn 9

Træl
Hoder løber. Drengens ånde danner små, hvide skyer. Stødvist. Som spyddet i hans onde drømme. Ravnen dingler fra kæden i hans hånd. Nu er den hans. Har altid været det. De tog den fra hans far. Aldrig mere, lover han sig selv. Nu er han fri. Øksen lyner, blodet spildes. Tårerne løber, og han forbander dem. Han vil være stærk, som Thor og hård som Tyr. Kulden bider i hans ansigt. Benene under ham svigter. Han falder. Ser sig tilbage. Lytter, men hans bryst dunker så højt. Stemmer. Nogen råber højt. Hoder springer op og løber. Ud mod næsset. Måske kan han gemme sig i sivene. Kort efter er han halvvejs. Men mændene har allerede set ham. Deres bytte kan ikke længere slippe væk. Han vender sig og skriger i raseri.
”Odin forbande jer!”
Han synker i knæ. Sorte fugle letter i skoven bag mændene. Frihed. Han smager på ordet. Så ser han den. Ulven. Den er stor. Mørk. En af mændene råber og trækker sit sværd, men den kyser ham væk. Dyret lunter gennem sneen og ud mod næsset. Stopper og stirrer på drengen. Hoder rejser sig og tager sin faders halskæde på. Ulven. Den mangler sit ene øje.
#februaryfiction

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *