Oh muse, giv mig et los i røven!

Michael Leis
Billede af Michael Leis

Døtre af Erindringen
Muser er et yndet motiv i digtekunsten, et motiv, der ofte har med kvinder at gøre. Og det er kun helt naturligt, for muserne er jo netop gudinder, døtre af Zeus og Mnemosyne. Allerede Homer påkaldte sig deres opmærksomhed i sit episke værk Iliaden, og siden da er det gået slag i slag med påkaldelserne. Mon ikke de fleste forfattere på et tidspunkt har givet muserne en tanke eller måske endda har anråbt dem om inspiration.

Det ville med Homers egne ord lyde sådan her:

‘Sig mig nu, Muser, som bor i Olympens strålende sale,
I er gudinder, er overalt og har viden om alting,
vi kan kun lytte til sagn og ved ikke noget med vished …’
Homers Iliade ved Otto Steen Due, II, 484-486

Aaron Draper
Billede af Aaron Draper

Et guddommeligt blik
Muserne blev regnet for at være alvidende og i stand til at skue både frem og tilbage i tid. Du skal forestille dig, at Homer selv levede i en tid, hvor det at være i stand til at huske ting var altafgørende for dets chancer for at overleve. Meget lidt blev skrevet ned, og det er faktisk en af grundende til, at Iliaden og Odysseen begge er overleveret i versform (ved navn heksameter, hvis nogen skulle være interesseret). De to store fortællinger har været overleveret mundtlig i generationer, og versemålet har gjort det lettere at huske. Musernes moder var netop Mnemosyne, hvis navn betyder ‘Erindringen’. Så er det på plads.

Boe Marion
Billede af Boe Marion

Hukommelsestab
De udfordringer behøver vi ikke længere forholde os til i dag. Ikke på samme måde i hvert fald. I vores tid er det snarere det omvendte, der gør sig gældende. Mængden af informationer vi bliver bombarderet med accelerer hele tiden, samtidig med at vi træner vores hukommelse mindre og mindre. Vi bruger i større og større grad maskiner til at lagre eller huske informationer for os. Ingen ved sine fulde fem ville forsøge at lære hverken Iliaden, Odysseen eller en hvilken som helst anden bog udenad. I dag er det snarere en dyd at kunne sortere effektivt i informationsstrømmen, at kunne plukke det væsentlige ud på kortest mulige tid. Men hvad med muserne? Hvad er deres rolle i dag, hvis alle går rundt og føler sig alvidende?

Elena Kalis
Billede af Elena Kalis

Musen min
Jeg har altid tænkt på min smukke viv, som min muse. Det kan måske lyde som en gang romantisk pladder, men det er skam meget mere end det. En vaskeægte muse skal netop kunne være det modsatte af romantisk! For mig skal en muse være en person, der er modig nok til at være ærlig. Musen skal ikke være hjerteløst ærlig, men hård når det er nødvendigt, og opmuntrende når der er behov for det. Hun skal giv mig et los i røven, hvis jeg går i selvsving over min tekst eller af uransaglige årsager mister mit fokus. Når jeg løber ind i en intet-af-det-jeg-laver-er-godt-nok-krise, ser min muse det og skubber mig ind på rette spor igen. Og endelig kan min muse også fungere som sparringspartner omkring svære beslutninger eller dilemmaer. Bevares, jeg anråber hende ikke ligefrem, men jeg ved, hvor svært det ville være, hvis hun ikke var der.

Emir Özşahin
Billede af Emir Özşahin

Åbenbaret erfaring
Musen er med andre ord én, der åbenbarer noget for dig. Det er ikke noget overjordisk eller udefrakommende, men slet og ret de bedste sider af dig selv (og din erindring), hun viser dig. Erindringens datter åbner for inspiration, der ligger gemt i din erfaring. Min muse er til tider min direkte inspirationskilde (også i romantisk forstand), men frem for alt er hun en, der baner vej for min skabertrang. Det er ikke ulig mine bedste øjeblikke i naturen, hvor noget i mit kranie tipper og lander i vater. Ting falder på plads, skrumper ind og udvider sig, bliver til nye skud på min fortælling og lige dér, er jeg i et øjebliks balance, måske endda i flow. Når det sker, kan jeg mærke en helt særlig ro, og så er det bare med at komme til tasterne!

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *